Pink og seriøst

“Ser DU det?!?” 

  
Ja, jeg ser Real Housewives from Beverly Hills! Ja, jeg vil have hele serien på DVD! Jeg elsker den!  Og jeg er stærk nok til at være stolt over, at jeg gør det.

“What?”
Ja, sådan reagerede jeg for nu snart 4 år siden, da jeg hørt coach Inge Bak anbefale, at jeg skulle bruge tid på at se en Lisa Aybikie I den (dengang) nye tv-serie Danske Hollywoodfruer. Efter mere end 10 år på karrieretoppen havde jeg tabt det hele og kunne ikke få vendt bøtten igen. Før blev alt, hvad jeg rørte ved, til guld - nu mødte jeg pludselig kun modgang og negative kommentarer hele vejen igennem. Derfor havde jeg investeret min sidste sparpenge I et møgdyrt kursus hos Inge Bak.

Så du kan nok forestille dig, at jeg måtte bide mig selv hårdt i tungen for at ikke råbe: Mener du det der seriøst? Hvad er det for et latterligt kursus, jeg har meldt mig til?  Hvad skal jeg bruge en skabagtig tv-blondine som Lisa Aybike til?

Well. Inge Bak har specialiseret sig i lederkursus målrettet kvinder, der vil skabe forandring og resultat ved at bruge sine personlige kompetencer. Og ikke kun de faglige.

Inge fortalte, at netop denne Hollywoodfrue var meget bevidst om, hvad det var godt for hende, at hun var rigtig god til at koble af og “fylde sig op” via sin femininitet, så hun igen og igen kunne yde sit bedste. Og bevidsthed om "hvad der er godt for mig", er netop nøglen til at holde sig på toppen. Man skal fylde sig op for at kunne give. Det skal man som menneske, som husmor, som kvindelig leder.

Jeg havde egentlig aldrig før i mit liv for alvor tænkt på "hvad der er godt for mig". På det tidspunkt  vidste jeg ikke engang, hvem jeg var. Jeg havde hele mit liv haft megatravlt med at bevise, at jeg var god nok. Allerede som barn under Francos diktatur, hvor samfund var upstairs og downstairs. Jeg hørte dog til den "heldige" nye generation, som fik de muligheder, som det nye demokrati bragte til os i arbejdsklassen, og vi arbejdsklassebørn havde en vigtig opgave: vi skulle bevise, at social arv er bullshit, og at hvis man bare får de samme “chancer”, har man samme muligheder. Vi var ikke genetiske dumme.

Jeg klarede det til UG. Kunne både skrive og læse på fransk og spansk, da jeg var 5 år, og blev belønnet med at blive optaget i eliten i klassen. Sådan da. Jeg betalte ogsaa en høj pris for det - jeg hørte nemlig ikke til nogen steder. Blev mobbet som arbejderbarn af "de rige" og mobbet som " rig møgunge" af arbejderbørnene. Heldigvis har jeg gode sociale evner, og det lykkedes mig at få dem til at falde til ro - og jeg blev meget populær hos begge.

Da jeg blev teenager, skulle jeg mest af alt leve op til min mor. Selvom jeg ofte fik topkarakterer, var mine kusiner eller min mors bedste veninders døtre ALTID bedre. Selvom folk syntes, at jeg med mit lidt anderledes udseende var en smuk pige, valgte min mor kun at fokusere på, at jeg havde fregner (hvilket på ingen made var godt) - og selvfølgelig var mine kusiner og hendes veninders døtre pænere end mig.  



Her i Danmark skulle jeg leve op til min første mand, som skulle bevise, at selvom hans kæreste var ikke dansker, så hun var en god pige. Hun skulle ikke betragtes som en fremmedarbejder. CV’et var i orden, du!
Jeg var nemlig dygtig. Gjorde hurtigt karriere og faldt hurtigt til. Evner jeg havde bragt med mig fra Spanien. Og jo mere jeg opnåede i andres øjne, jo mere “du er god nok”- bemærkninger fik jeg, jo bedre integreret og elsket følte jeg mig.

Efter kun knap 5 år i Danmark havde jeg udgivet indlæg i forskellige danske aviser og faglige blade, jeg blev betalt for at holde foredrag om integration, jeg havde et job i Indenrigsministeriet (som ikke var som rengøringsdame), og jeg havde lige åbnet min egen virksomhed med stor succes. Og lige som i min bardomstid i Spanien, blev jeg "belønnet" her i Danmark. Jeg blev fx inviteret til middag hos en af min eksmands bedste venner, som var greve! Tænk, at spanske Maria Gonzalez, datter af en elektriker og en husmor, pludselig sad som æregæst hos en greve, som oven i købet holdt en tale til mig under middagen:

Kære Maria, jeg må sige, at du har gjort det godt her i Danmark. Jeg har fulgt din karriere, og nu efter at have set dit navn i masser gode medier, kan jeg sige at, NU får du lov til at blive en af vores venner....

Hele bordet bifaldt med imponerede wauws og støttebemærkninger, og “jo, sådan en succesudlænding passede virkelig meget godt i gruppen”. Var jeg ikke "heldig", at af alle danskere, jeg kunne have mødt på en ferie i Murcia, mødte jeg en, som hørte til den rigtige klike?

Med mit høfligste kyniske smil og med gode men kyniske manerer (som jeg havde lært fra deres eget klasse i min barndom), takkede jeg alle for deres fine ord og tanker om mig - og jeg kanaliserede al min sårbarhed ud I det, jeg altid har været en mester til: Karriere!

Min virksomhed gik det strålende med. En ren gazelleforretning. Min restaurant blev et totalt IN- sted, og jeg og mit sted fik konstant rosende ord med på vejen i medierne.

Jeg gav den hele armen i 10 år - og så skete det. Da finanskrisen kom, kæmpede jeg først som en vanvittig, men til sidst kunne jeg ikke yde/kæmpe mere. Det var slut. Og jeg var så udmattet, at jeg nærmest var ligeglad, med min forretning og med mig selv. Jeg kunne ikke engang tænke på, på hvad skulle jeg have på, eller hvordan jeg skulle klippes – og min  elskede “flugtvej”, det intellektuelle, orkede jeg heller ikke at dyrke. Jeg var fuldstændigt tømt.

Jeg blev en slags robot. Jeg overlevede den ene dag efter den anden, men registrerede intet i mit hovedet. Det var ligesom at se livet fare forbi – som en film, jeg ikke selv var skuespiller i. Og jeg var for første gang i mit liv var jeg totalt ligeglad med, hvad andre tænkte.

Det tog mig 40 år at kunne sætte ord på den proces, jeg har beskrevet her. Og hvor mærkeligt det end lyder, var det hende blondinen fra Hollywoodhalløjet, der hjalp mig på vej. For nu mærker jeg efter, hvad JEG har brug for.

Min rejse som MIG, MARIA, er begyndt og langt fra færdig endnu. Jeg skal blive bedre til at acceptere min egen sårbarhed, for jeg er blevet et rigtig tudefjæs. Bare nu, mens jeg skriver dette indlæg, tuder jeg.

Og helt ærligt… mens jeg hos parfumeri Charlotte Bonnén pakkede en julegave ind for et par år tilbage, kommenterede kunden: “Nej, hvor pakker du den pænt ind, hvor er du god!”  - og så begyndte jeg at tude.Jeg tudede, fordi jeg pludselig huskede,hvordan jeg som lille pige legede, at jeg havde en butik og lavede små pakker. Og når jeg laver brudemakeup? Jeg tuder mere end bruden, når jeg ser, hvor glade og taknemmelige brud og mor bliver, fordi man har bidraget til at gøre deres dag god. Det tudeanfald er heldigvis det nemmeste at redde. Brylluper holdes ofte på landet og i naturen, så jeg siger bare, at jeg har bare en meget kraftigt pollenallergi ;-)

Takket være Lisa Aybike og alle de andre Hollywooddamer husker jeg mere og mere, hvordan jeg var, og hvad gøre mig glad. Og hvor jeg får den gode energi fra. Takket være disse damer og mange andre, også mig selv, har jeg lært at man behøver ikke være milliardær, berømt, raketforsker og, believe me, komme fra den "rigtige familie" for at gøre en forskel.  Det er klart, at nogen har bedre "hjælp" end andre. Men ALLE kan gøre en forskel.


Gør en forskel
Nu kommer julen snart, og der er mange muligheder for at gøre en forskel for en smule penge. Jeg hjælper selv organisationer, der hjælper børn med mobning og selvværd. Jeg støtter derfor Julemærkehjemmet. Man kan købe både papirjulemærker og e-julemærker. Staten har fjernet en meget stor dele af støtten til projektet, og derfor har de brug for vores hjælp.

Julen er også tid til gaver. Man kan også gøre en forskel ved at købe produkter fra personer, som gør en forskel. Derfor tillade jeg mig at anbefale:


Bøger?

Parfumer og luksus hudplejeprodukter?
Glem den ene krone, du får i Matas på dit Club Mataskort. Støt hellere fx  parfumeri Charlotte Bonnén eller din lokale parfumeri. Her får du også vareprøver og rabatkuponer med hjem, og du støtter de små iværksættere, der har ofte et bedre arbejdsmiljø end de store butikker.



Makeup til dig selv?
Vil du slippe din indre Hollywooddiva løs via makeuppen? Fin lyserød emballage og penselsæt a la bedste Lise Vanderpump stil kan du få med Signify me unlimited by Gitte. Hun er en af de bedste makeup-artister i Danmark. Hun har arbejdet backstage med Galliano for Christian Dior. Hun har været min mentor, og det er hende, der lærte mig teknikken “lifting med pensel”, i stedet for med kniv. Hendes produkter er uden talkum, parabener, parfume og alt det der andet, vi gerne vil undgå.





Et gavekort?
Du kan give et gavekort til hver enkelt af mine ydelser - både styling og makeup. Se ydelserne på min hjemmeside
www.maria-gonzalez.dk. 





For at købe en gavekort skal du sende mig en mail på styling@maria-gonzalez.dk, og du får 50% rabat på garderobetjek, stylesession, og shopping-tur ydelser, hvis du køber gavekortet inden den 20. december 2013.













Og ingen blog uden gratis give aways til læsere.
Denne omgang en gave fra mig selv. Min e-bog om tapas fra min tid før min coaching :-) 
For at deltage i konkurrencen skal du bare dele denne indlæg på facebook.

Håber at I har fundet indlægget interessant og har f
ået stof til eftertanke. I er mere end velkomme til at lægge jeres eget kommentar her på siden, mens jeg arbejde videre til januar overskrift: Golddigers