Samfundet er mandschauvinistisk
Jeg har en veninde. Hun ser kanon godt ud, hun er underholdende, selskabelig og selvsikker. Hun driver sin egen selvstændige virksomhed med succes. Hun bor i den nordlige del af hovedstaden i hus med have sammen med sin kønne og velopdraget lille søn. Hun gider ikke gå på kompromis på grund af en mand, hverken i business sammenhæng eller i sit privatliv. Hun kender sit værd og sit kram, og hun taler med glæde om det. Trods hendes selv forsørgelse og dejlige udstråling bliver hun ofte betragtet som "for meget" hos kvinder, og som golddigger hos mænd.
Jeg har også en ven. Han er ikke særlig pæn, men ejer en utrolig charmerende fransk accent. Udover det, indeholder han ingen af ovenstående kvalifikationer, som min veninde. Sidste gang jeg så ham, fortalte han mig om hans venner med stolthed, om hvor godt det var gået for ham. Fra tjener til stor restauratør, grundet at han blev gift med en ældre kvinde, som var restaurations arving.I skal ikke være i tvivl om, at jeg er utrolig glad på min vens vegne.
Min tidligere tjener er nu stor restauratør og bor i en pragtfuldt ”mansion” på strandvejen. Hans søde datter kan stadigvæk sige” Papa” minimum 50 gange i minuttet, men nu i sit eget værelse på 80 m2 med havudsigt.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at han er forelsket i sin kone. Hun er lidt ældre end ham og velhavende, hvilket på ingen måde gør hende til en kvinde der ikke kan blev elsket. En holdning jeg altid har haft omkring de lidt ældre og velhavende mænd, som ofte vælger en ung og smuk kone i stedet for en ældre og ikke lige så sprød. Men trods hans valg, er det hende, der bliver dømt til Golddigger.
Min pointe, og det som pisser mig af er, at når det er en mand der har ambitioner – lige meget om det er af erhvervs eller kærlighedskarakter og det lykkes for ham, så siger de fleste ”oh laa, laa” uden at blinke.
Er det til gengæld en kvinde der har disse ambitioner og får succes, sættes hun til for hørelse.
Jeg er selv blevet kaldt Golddigger - Mange gange. Begrundelsen er, at jeg elsker luksus, at jeg synes at livet med penge er sjovere end et liv uden, og at jeg vælger mine job for pengenes skyld.
Well...
Jeg elsker luksus,” Yes I do”, men den finansieres også af mig selv.
Hvad er så problemet? Via mit job som stylist har jeg lært at ligne en million med udsalgs fund. Besparelsen bruger jeg med glæde - Og hellere på et glas champagne en gang om måneden på D´Angleterres smukke bar, end en ugentligt fast aften med gin tonics på natcafeen.
Jeg synes at livet med penge er sjovere end et liv uden "Yes I do", min påstand skal bare ikke tages bogstaveligt. Mange har travlt med at råbe op om at " Penge ikke betyder lykke " jeg elsker at svare tilbage, at der også er mange der siger, at størrelsen ikke betyder noget....
Jeg er enig i, at penge intet har at gøre med at være lykkelig. Jeg har altid været lykkelig uanset om jeg var i mit liv som student i Valby, som erhvervsdrivende boende i penthouse i city, og nu som konkursramt i 2400 nordpest avenue. Men det er idioti at fornægte, at livet med penge er sjovere end livet uden. Det gør mig ikke til en golddigger at anerkende dette.
Penge er frihed! Hvem har ikke prøvet at skulle finde sig i en dårlig chef, eller et mindre motiverende arbejde på et eller andet tidspunkt i sit liv, bare for at huslejen skulle betales?
Havde man haft det økonomiske fundament, kunne man sige farvel til den idiot. Allerede der var man en lille smule lykkeligere – I hvert fald på arbejdsfronten.
At jeg vælger job for pengenes skyld. "Yes, I do".... more and more. Her skal jeg takke min veninde som nævnt i starten af teksten. Hendes bevidsthed om sit værd har inspireret mig i en jobforhandling. Nu har jeg lært at forhandle et job, på samme niveau som en mand kan gøre. Jeg skal betales i forhold til mit værd, kompetencer og de krav der stilles til at udføre mit arbejde. At jeg vil betales for det jeg er god til, betyder ikke, at jeg ikke kan lide mit job. Jeg elsker mit job og giver mig total hen til min arbejdsplads. Og selvfølgelig har jeg prøvet at blev dolket i ryggen af dem jeg stolede på. Dem der netop havde givet mig et tak for min indsats og løfter på direktionsmøder om evigt job. Så ligesom i teksten fra "Diamonds are forever" kan jeg nu med Mona Lisa smil sige; hvad har jeg fået af min arbejdsgivere når jeg har givet mit hjerte til netop det job? Hvad har jeg fået når jeg har hjulpet virksomheder med mine gratis bidrag? Hvad har jeg fået når jeg har passet jobbet, som var det min egen virksomhed? Løn ligesom diamonds "never lie to me", og når jobbet "is going", min konto "luster on".
Jeg har en veninde. Hun ser kanon godt ud, hun er underholdende, selskabelig og selvsikker. Hun driver sin egen selvstændige virksomhed med succes. Hun bor i den nordlige del af hovedstaden i hus med have sammen med sin kønne og velopdraget lille søn. Hun gider ikke gå på kompromis på grund af en mand, hverken i business sammenhæng eller i sit privatliv. Hun kender sit værd og sit kram, og hun taler med glæde om det. Trods hendes selv forsørgelse og dejlige udstråling bliver hun ofte betragtet som "for meget" hos kvinder, og som golddigger hos mænd.
Jeg har også en ven. Han er ikke særlig pæn, men ejer en utrolig charmerende fransk accent. Udover det, indeholder han ingen af ovenstående kvalifikationer, som min veninde. Sidste gang jeg så ham, fortalte han mig om hans venner med stolthed, om hvor godt det var gået for ham. Fra tjener til stor restauratør, grundet at han blev gift med en ældre kvinde, som var restaurations arving.I skal ikke være i tvivl om, at jeg er utrolig glad på min vens vegne.
Min tidligere tjener er nu stor restauratør og bor i en pragtfuldt ”mansion” på strandvejen. Hans søde datter kan stadigvæk sige” Papa” minimum 50 gange i minuttet, men nu i sit eget værelse på 80 m2 med havudsigt.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at han er forelsket i sin kone. Hun er lidt ældre end ham og velhavende, hvilket på ingen måde gør hende til en kvinde der ikke kan blev elsket. En holdning jeg altid har haft omkring de lidt ældre og velhavende mænd, som ofte vælger en ung og smuk kone i stedet for en ældre og ikke lige så sprød. Men trods hans valg, er det hende, der bliver dømt til Golddigger.
Min pointe, og det som pisser mig af er, at når det er en mand der har ambitioner – lige meget om det er af erhvervs eller kærlighedskarakter og det lykkes for ham, så siger de fleste ”oh laa, laa” uden at blinke.
Er det til gengæld en kvinde der har disse ambitioner og får succes, sættes hun til for hørelse.
Jeg er selv blevet kaldt Golddigger - Mange gange. Begrundelsen er, at jeg elsker luksus, at jeg synes at livet med penge er sjovere end et liv uden, og at jeg vælger mine job for pengenes skyld.
Well...
Jeg elsker luksus,” Yes I do”, men den finansieres også af mig selv.
Hvad er så problemet? Via mit job som stylist har jeg lært at ligne en million med udsalgs fund. Besparelsen bruger jeg med glæde - Og hellere på et glas champagne en gang om måneden på D´Angleterres smukke bar, end en ugentligt fast aften med gin tonics på natcafeen.
Jeg synes at livet med penge er sjovere end et liv uden "Yes I do", min påstand skal bare ikke tages bogstaveligt. Mange har travlt med at råbe op om at " Penge ikke betyder lykke " jeg elsker at svare tilbage, at der også er mange der siger, at størrelsen ikke betyder noget....
Jeg er enig i, at penge intet har at gøre med at være lykkelig. Jeg har altid været lykkelig uanset om jeg var i mit liv som student i Valby, som erhvervsdrivende boende i penthouse i city, og nu som konkursramt i 2400 nordpest avenue. Men det er idioti at fornægte, at livet med penge er sjovere end livet uden. Det gør mig ikke til en golddigger at anerkende dette.
Penge er frihed! Hvem har ikke prøvet at skulle finde sig i en dårlig chef, eller et mindre motiverende arbejde på et eller andet tidspunkt i sit liv, bare for at huslejen skulle betales?
Havde man haft det økonomiske fundament, kunne man sige farvel til den idiot. Allerede der var man en lille smule lykkeligere – I hvert fald på arbejdsfronten.
At jeg vælger job for pengenes skyld. "Yes, I do".... more and more. Her skal jeg takke min veninde som nævnt i starten af teksten. Hendes bevidsthed om sit værd har inspireret mig i en jobforhandling. Nu har jeg lært at forhandle et job, på samme niveau som en mand kan gøre. Jeg skal betales i forhold til mit værd, kompetencer og de krav der stilles til at udføre mit arbejde. At jeg vil betales for det jeg er god til, betyder ikke, at jeg ikke kan lide mit job. Jeg elsker mit job og giver mig total hen til min arbejdsplads. Og selvfølgelig har jeg prøvet at blev dolket i ryggen af dem jeg stolede på. Dem der netop havde givet mig et tak for min indsats og løfter på direktionsmøder om evigt job. Så ligesom i teksten fra "Diamonds are forever" kan jeg nu med Mona Lisa smil sige; hvad har jeg fået af min arbejdsgivere når jeg har givet mit hjerte til netop det job? Hvad har jeg fået når jeg har hjulpet virksomheder med mine gratis bidrag? Hvad har jeg fået når jeg har passet jobbet, som var det min egen virksomhed? Løn ligesom diamonds "never lie to me", og når jobbet "is going", min konto "luster on".
Håber, at I har fundet indlægget interessant og sjovt. Husk, at jeg modtager med store glæde emneforslag og spørgsmål
 | |
| Stylist & Make-up artist Maria Gonzalez |
